Specialistklubben – et fællesskab for voksne med autisme eller lignende kvaliteter

Specialistklubben er et specialiseret fællesskab i Ballerup. Det er et aktivitets- og samværstilbud under Servicelovens §104.

I Klubben møder du andre om fælles interesser og aktiviteter. Du kan være med på den måde og i det tempo, der passer til dig – med støtte fra medarbejderne, når du har brug for det.

Vi har åbent tirsdag og torsdag kl. 15–20.

Elever spiller et brætspil ved et bord

Et fællesskab, hvor du kan høre til

Specialistklubben er et fritidstilbud, hvor tempoet, de sociale forventninger og rammerne er indrettet til dig, der har autisme eller lignende kvaliteter.  

Vores medarbejdere hjælper dig med at finde vej ind i fællesskabet og støtter dig undervejs, så du kan indgå i sociale fællesskaber på en måde, der er tryg, overskuelig og meningsfuld.

Klubben er også en tryg base, der kan skabe bro til andre aktiviteter. Når du er faldet til i vores tilbud, kan en af vores medarbejdere tage med ud og støtte dig, når du skal besøge et nyt tilbud for første gang - fx kulturhus og museer, idrætsforeninger, frivilligcenter.

Åbent hver tirsdag og torsdag

Vi har åbent tirsdag og torsdag kl. 15–20. Vi spiser aftensmad kl. 17.30.
En elev arbejder ved en computer i undervisningen

Plads til din dagsform

Du vælger selv, hvad du deltager i. Nogle dage har du måske lyst til at være med i det hele. Andre dage passer det bedre at tage den med ro.

Hænder rører i en skål med flødeskum

Fælles interesser som vej til relationer

Et spil, musik, mad eller en fælles interesse kan gøre det lettere at mødes. Vi tager udgangspunkt i det, du interesserer dig for, og det, du har lyst til at dele med andre.

To personer taler sammen ved et bord

Støtte til at deltage

Medarbejderne hjælper med det sociale, når der er brug for det. Det kan være at komme ind i en samtale, forstå hinanden eller finde en måde at være med på, som føles tryg og meningsfuld.

Sådan kan en klubaften se ud

Vi har åbent tirsdag og torsdag kl. 15–20. Aftenen er bygget op om fællesskab og aktiviteter, og der er også tid til pauser og en snak med en medarbejder.

Spil og kreativitet: Gaming, brætspil, musik, sang og kreative projekter fylder ofte i klubben.

Mad og fællesskab: Vi laver mad og spiser sammen. For mange er fællesspisningen en vigtig del af klubaftenen og en god måde at være sammen på.

Ro og støtte: Der er også plads til en pause eller en samtale med en medarbejder. Måske er der noget, du gerne vil vende, eller noget konkret, du har brug for hjælp til.

Støtte til det, der fylder i din hverdag

I Specialistklubben kan du få pædagogisk og praktisk støtte med udgangspunkt i dine behov. Det kan blandt andet handle om:

Relationer og kommunikation: At skabe og fastholde kontakt til andre, forstå sociale situationer og sætte ord på egne behov.

Struktur og overblik: At finde rutiner og måder at håndtere hverdagen på, som fungerer for dig. Samt mere praktisk overblik over økonomi, ansøgninger eller digital post.

Uddannelse og arbejde: At tale om muligheder, jobsøgning og det, der fylder i studie- eller arbejdslivet.

Støtte til kontakt: At forberede en samtale, formulere svar på brev eller bisidning ved møder.

Trivsel og svære perioder: At tale med nogen, der kender dig, og få støtte til at finde en vej videre.

Sig pænt goddag

Mød nogle af menneskerne bag Specialistklubben

Når du besøger os, møder du medarbejdere, der kender klubben og hverdagen her. Du er altid velkommen til at spørge, hvem du kan tale med om et besøg eller om at starte i klubben.

Betina Liv Moe

Udviklingskonsulent

blm@specialisterne.dk
Mød alle medarbejdere

Til sagsbehandlere og fagpersoner

Information om Specialistklubben under Serviceloven

Her finder du de vigtigste oplysninger om Specialistklubbens målgruppe, formål, støtteområder og kommunale bevilling.
‍
Som udgangspunkt er vi et tilbud under Servicelovens §104. I nogle tilfælde kan andre paragraffer benyttes for at hjælpe en borger - herunder §82a, §82b samt §85. Du er velkommen til at kontakte os for at høre mere om hvordan vi kan støtte din borger.

1. Lovgrundlag og bevilling

Specialistklubben er et aktivitets- og samværstilbud efter servicelovens §104.

Servicelovens §104 fastslår, at kommunen skal tilbyde aktivitets- og samværstilbud til personer med betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer. Formålet er at understøtte eller forbedre borgerens personlige færdigheder eller livsvilkår.

Et tilbud efter §104 forudsætter, at borgerens kommune foretager en individuel vurdering og visiterer borgeren til tilbuddet.

Tilbudstype: Aktivitets- og samværstilbud
Lovgrundlag: Servicelovens §104
Målgruppe: Voksne over 18 år
Bevilling: Via borgerens bopælskommune

2. Målgruppe og formål

Specialistklubben henvender sig til voksne over 18 år med autisme, ADHD eller anden neurodivergens, som har behov for støtte, struktur og socialt samvær i trygge og overskuelige rammer.

Borgeren kan blandt andet opleve udfordringer med:
- sociale relationer og deltagelse i fællesskaber
- struktur, rutiner og overblik i hverdagen
- ensomhed eller begrænset social kontakt
- kontakt til myndigheder og offentlige instanser
- uddannelse, beskæftigelse eller overgang til voksenlivet

Formålet med et medlemskab er at give borgeren adgang til et stabilt og meningsfuldt fællesskab, hvor trivsel, selvstændighed, personlige færdigheder og deltagelse i hverdagslivet kan styrkes.

Støtten tilpasses den enkelte borgers forudsætninger, behov og dagsform.

3. Indhold, støtte og opfølgning

Specialistklubben kombinerer socialt fællesskab, aktiviteter og individuel støtte med udgangspunkt i borgerens behov.

Støtten kan blandt andet omfatte:
- trivsel, sociale relationer og fællesskab
- struktur, rutiner og hverdagsmestring
- uddannelse, arbejde og jobsøgning
- myndighedskontakt, ansøgninger og digitale løsninger
- praktiske forhold og økonomisk overblik

Klubben tilbyder også spil, kreative aktiviteter, fælles madlavning, motion og udflugter.

Efter aftale kan vi deltage i opfølgningssamtaler og bidrage med skriftlige statusbeskrivelser.

Underviser klædt ud som mumie i fællesrum med grønne planter

Kom og oplev klubben

Du er meget velkommen til at besøge os, før du beslutter, om klubben er noget for dig. Aftal besøget med os på forhånd. Du må gerne tage en pårørende eller en anden person med.
‍

Åbningstider og aftensmad

Vi har åbent tirsdag og torsdag kl. 15–20.

Vi spiser aftensmad kl. 17.30.

Adresse

Du finder os på Lautruphøj 1–3 A, 2750 Ballerup.

Når du træder ind ad hoveddøren skal du gå ligeud og til blok A.

Hvis du gerne vil begynde i klubben

Hvis du efter besøget gerne vil starte, skal du som udgangspunkt tale med din sagsbehandler om en bevilling. Vi fortæller gerne mere om næste skridt.

Har du spørgsmål?

Du er altid meget velkommen til at sende os en mail, hvis du vil høre mere om Specialistklubben, aftale et besøg eller er i tvivl om næste skridt.

Så hjælper vi dig gerne videre.