Uddannelsens omfang, ordning og indhold
Ungdomsuddannelsen faglige grundlag bygger på de naturfaglige, tekniske og IT-baserede områder.
Uddannelsens mål er at udvikle de personlige, sociale og faglige færdigheder, så du:
• afklarer erhvervs- eller uddannelsesvalg
• øger dit faglige niveau
• lærer at honorere arbejdsmarkedets generelle krav
• forbedrer dine evner til koncentration, systematisering samt din sociale formåen og dit samspil med dine omgivelser
• arbejder med selverkendelse
• spores ind på relevant beskæftigelse
Indholdet fastlægges i en individuel plan, der udarbejdes i samarbejde med dig, eventuelle pårørende og vejleder mfl.
Uddannelsen har fokus på:
• at skabe afklaring
• almene fag
• samfunds- og kulturforståelse
• virksomhedspraktik og arbejdsmarkedskendskab
• sundhed, kost og bevægelse
• brug af fritidstilbud
• viden om boligforhold
Uddannelsen starter med et afklaringsforløb, hvor dine muligheder og ønsker afklares. Dette forløb kan vare op til 12 uger.
Hvilke pædagogiske udgangspunkter har vi?
Uddannelsesmiljøet præges af tryghed, tydelighed og overskuelighed med klare aftaler og rammer, hvor eleven er i centrum og hvor Specialisternes dagligdag er præget af,
- at du er aktiv
- at du oplever at kunne noget
- at du føler et fællesskab
- at omgivelserne rummer en grundstemning af glæde
- at det er ok, at være sig selv
Hvordan udvikler uddannelsen sig over de tre år?
Uddannelsen er individuel, og netop den enkelte studerendes faglige, sociale og personlige udvikling fastlægger målene omkring indhold, tempo, praktik, kompleksitet og nære udfordringer. Disse målsætninger aftales og fastlægges to gange årligt med dig og eventuelle pårørende samt UU-vejleder og måske socialrådgiver.
Som afslutning på uddannelsen modtager du et kompetencebevis sammen med en beskrivelse af uddannelsesforløbet og de faglige, personlige og sociale kompetencer, du har opnået. Desuden udarbejdes der en ressourceprofil for dig.
Uddannelsen rummer også viden om "at bo alene"
Uddannelsen rummer også elementer som overgangen til et aktivt fritidsliv, finde og forberede sig til boligtilbud samt til overgangen fra ung til voksen. Eksempelvis ved at lære at lave mad, at vaske tøj og styre sin egen økonomi. I den forbindelse introducerer vi de studerende til forskellige boformer og botilbud.
Uddannelsen indeholder fritidsaktiviteter og et ungdomsmiljø
Specialisterne søger at skabe et spændende ungdomsmiljø med aktiviteter – også uden for Specialisterne f.eks. ved ture i biografen, koncerter og teater. Når uddannelsen er fuldt udbygget vil den rumme op til 40 unge studerende med hold på max. 6 studerende, for at skabe så trygge og overskuelige rammer som muligt.
Der kan aftales etablering af et egentligt fritidstilbud.
