Selvstudie er mit yndlingsfag
Det handler om både sociale, faglige og personlige kompetencer, når 19-årige Michael Frimann og hans klassekammerater hver dag bliver klogere på sig selv og voksenlivet på Specialisternes ungdomsuddannelse.
Af Rikke Bøgh, Danmarks Kirkelige Mediecenter
På den 3-årige ungdomsuddannelse STU kan man på elevernes skriveborde finde en smiley. Nogle glade, nogle neutrale, og nogle med mundvigene nedad. På den måde kan lærerne se, hvordan humøret er, selv om flere har svært ved at udtrykke, hvordan de har det. Håbet er, at alle smileys er i godt humør, når dagen er omme.
Smiley-ordningen er blevet til i en engelsk-time, hvor de arbejdede med smileys. Og som så meget andet på uddannelsen kombinerer den det faglige, det sociale og det at kunne hjælpe sig selv.
At skabe sig en omgangskreds
Ungdomsuddannelsen hos Specialisterne er tredelt – nemlig i sociale, faglige og personlige kompetencer. På skemaet er der alt fra engelsk, geografi og samfundsfag til botræning, madlavning – der er 10 opskrifter i pensum - og opbygning af en social omgangskeds.
En af de unge, der får glæde af det er 19-årige Michael Frimann.
- Formålet med uddannelsen er at lære os at blive selvforsørgende, opbygge en social omgangskreds og samtidig rette op på de ting, vi ikke kan fra før. Mange har ikke en omgangskreds ud over herude, og det holder jo ikke. Man kan sige, vi overordnet set skal lære at klare os selv, forklarer han.
Og netop social træning fylder meget i uddannelsen. For eksempel skal de unge på sommerhustur, hvor de lærer at lave mad, vaske tøj, og få en hverdag til at fungere sammen med andre.
- Vi skal af sted i to dage. Det er måske mere end rigeligt i første omgang, men håbet er, at vi kan tage længere ture senere, siger Michael Frimann med et forsigtigt smil.
Andre former for social træning er den fælles frokost i kantinen, og fredagsture, hvor lærere og elever tager sammen i biografen, på museum eller lignende og slutter af med at spise sammen.
- Nogle kan lide turene. Andre hader dem. Jeg er nok mest neutral, siger Michael Frimann.
Han tænker sig lidt om, før han tilføjer:
- Men det er ikke altid lige sjovt, når jeg er opslugt af en opgave her.
Den sociale træning har allerede givet nogle af eleverne en omgangskreds.
- Nogle har social omgang med hinanden efter skole. Det har jeg ikke endnu, men jeg håber at få det, fortæller Michael Frimann.
Han har tidligere været i et afklaringsforløb hos Specialisterne. Men de fleste var ældre end ham, så i første omgang er det bare rart med klassekammerater på sin egen alder, og at lære andre unge at kende.
Selvstudie ud fra interesser
Ungdomsuddannelsen bygger social træning ind i så mange opgaver som muligt. Det gælder også de faglige, der ofte er kombineret med sociale kompetencer. Som når eleverne læser aviser og diskuterer artiklerne.
- Så ser lærerne på, hvordan vi opfører os. Om vi er konfliktsky, forsøger at deltage eller andet. Det er en god træning i dialog, og samtidig giver det et godt indblik i, hvad der sker uden for Specialisternes fire vægge, fortæller Michael Frimann.
Eleverne har også andre traditionelle fag som geografi og engelsk. Men det er fint nok for Michael Frimann, selv om han er skoletræt, for undervisningen er anderledes. Og så er der selvstudie-projekter, hvor man arbejder med et område, der har ens særlige interesse. Det kan være i musiklokalet med computerredigeret lyd, med programmering eller noget helt tredje.
- Mit yndlingsfag er selvstudie. Så plejer jeg at grave så meget info op om alting som muligt, fortæller Michael Frimann, der er i gang med en hjemmeside om ulvereservater.
Selvstudierne er tilrettelagt efter den enkelte elevs interesser. Lærerne fungerer som en slags kontaktperson, der hjælper undervejs.
Prøver ønskejob af i praktikforløb
Michael Frimann har også lært at skrive sit cv. Det skal bruges, når han senere i uddannelsen skal i praktik.
- Jeg har været så heldig at få en praktikplads som hjælpelærer i grafik på en produktionsskole. Og måske kan jeg senere få et fritidsjob, så jeg kan træne at være selvforsørgende, siger Michael Frimann, der drømmer om at få et job som lærer en dag.
Enten hos Specialisterne eller et andet sted.
- Lærere laver det, de elsker hver eneste dag, og så har de ikke så mange deadlines, så indtil videre er det mit ønskejob. Men nu kan jeg jo se, hvordan det går, når jeg er i praktik, smiler han.
Michael Frimann har gået på ungdomsuddannelsen i nogle måneder, og indtil videre er han meget tilfreds.
- Det er et dejligt sted at være. Her er trygge rammer, og ingen der mobber eller skændes, siger han, og fortsætter:
- Jeg har allerede lært meget om mig selv. Jeg har fået rettet op på mine sociale mangler. Jeg var også meget konfliktsky, men det har ændret sig markant. Jeg har fået mange nye interesser. Og så føler jeg endelig, at jeg er kommet i gang med noget. Jeg får en uddannelse, lærer noget og bliver mere moden.
