Dét, vi kan
En ændret tilgang
Den grundlæggende tanke bag Specialisterne er at ændre tilgangen til personer med autismespektrumsforstyrrelser (ASF) ved at fokusere på deres kompetencer, evner og kunnen. Vi foretrækker at fokusere på ressourcerne frem for begrænsningerne.
Vi tror grundlæggende på, at alle mennesker har et særligt talent. Og vi tror på, at alle mennesker kan støttes i at finde deres særlige talent, som de kan bringe i spil i deres liv. Vi har så specialiseret os i at finde mennesker med ASFs talenter. Med tiden håber vi også at kunne hjælpe andre udsatte borgere med at finde og aktivere deres talenter.
Anvender de særlige karaktertræk
Personer med ASF har en række særlige karaktertræk, der bl.a. omfatter sans for detaljer, logisk tankegang, omhu, systematik, vedholdenhed og koncentrationsevne
Disse særlige karaktertræk udnytter Specialisterne i erhvervslivet som supplement til den typiske generalistprægede arbejdsstyrke. Det sker som konsulenter for en række førende virksomheder i Danmark, pt. inden for test og kvalitetssikring af software samt datahåndtering herunder inddatering og konvertering.
En gennemstruktureret arbejdsdag
Udgangspunktet for dette, er en gennemstruktureret arbejdsdag, der er tilrettelagt den enkelte ansattes kunnen og behov. Personer med ASF kan være utroligt sårbare over for forstyrrelser, det være sig lyd- og lysmæssige på kontorer og i forhold til ændrede arbejdsopgaver og rutiner.
Hvad enten arbejdet foregår i Specialisternes egne kontorer eller ude ved kunderne, bestræber vi os på at minimere disse gener. Det giver den ro, vore medarbejdere har brug for, for at kunne trives bedst muligt.
Gensidig tolerance
At alle vore IT konsulenter er personer med ASF, giver også en arbejdsplads, hvor den enkelte let kan identificere sig med kollegaerne. Det giver en øget selvforståelse, noget fælles at tale ud fra og en gensidig tolerance. Med udgangspunkt i et godt arbejdsliv, ser vi oftest vore ansatte blomstre op i de øvrige aspekter af deres liv.
Thorkil Sonne fik IT-Branchens årlige pris i 2008 for i helt usædvanlig grad at sætte Danmark og den danske it-branches originalitet på verdenskortet. Læs pressemeddelsen fra IT-Branchen her.
