Viden om autismespektrumsforstyrrelser
Manglende viden i samfundet
Autismespektrumsforstyrrelser er et usynligt handicap. Ifølge Videnscenter for Autisme er der mellem 30.000 og 48.000 personer i Danmark med autismespektrumsforstyrrelser – langt de fleste er aldrig blevet diagnosticeret, da de er så velfungerende, at de bliver overset. Mange af vore medarbejdere er blevet diagnosticeret i en sen alder.
I vores velfærdssystem mangler vi generelt viden om sådan et usynligt handicap, og vi ved ikke, hvordan vi skal forholde os til det. Det kommer i særlig grad til udtryk på arbejdsmarkedet og i uddannelsesverdenen, hvor mennesker med ASF har svært ved at fastholde en tilknytning til arbejdsmarkedet.
Kompetente mennesker med støttebehov
Specialisterne ved, at mennesker med ASF på en gang er superkompetente og har brug for støtte. Vi tilbyder derfor arbejdsevneafklaring og virksomhedspraktik, hvor kandidater afklares og trænes op, og hvor deres muligheder for et erhvervsarbejde vurderes på baggrund af Specialisternes erfaring med erhvervslivets krav.
I dette forløb hjælper vi til en overgang fra passiv forsørgelse til et aktivt liv med erhvervsarbejde. Vi hjælper mennesker med ASF til at udnytte sine særlige evner til stor nytte for sig selv og samfundet.
"I job med ASF"
Koordinationsudvalget i Høje Taastrup Kommune har udgivet en håndbog ’I job med autismespektrumsforstyrrelser – en erfaringsopsamling til inspiration for virksomheder, sagsbehandlere samt personer med autismespektrumsforstyrrelser’ med udgangspunkt i erfaringerne fra Specialisternes kontor – se håndbogen her.
Håndbogen kan desuden rekvireres hos Høje Taastrup kommune.
Personlighed er vigtigere end diagnosen
Specialisternes stifter Thorkil Sonne har introduceret begrebet specialist-personlighed. Han tror på, at når man skaber den rette forståelse og kultur, kan virksomheder og specialist-personligheder få stor gavn af hinanden.
Læs mere om specialist-personligheder.
