Fokus på styrker og kompetencer
Jobkonsulent Jim Møller Larsen kom i tanker om en af sine borgere med Aspergers syndrom, da han ved et tilfælde hørte om Specialisterne. Nu er Kasper i fleksjob og har fået egen ungdomsbolig.
Af Rikke Bøgh
Det hele startede, fordi jobkonsulent Jim Møller Larsen fra Jobcenter Albertslund mødte Specialisternes daværende direktør hos en anden aktør, hvor hun fortalte, at man hos Specialisterne havde specialiseret sig i at få mennesker med autisme i job. Og at Specialisterne i flere tilfælde selv ansatte personerne efter et afklaringsforløb.
- Jeg kom i tanker om, at jeg havde en ung mand, som var et andet sted, og han lider af Aspergers syndrom, og så var tanken jo nær, at han skulle henvises til Specialisterne, fortæller Jim Møller Larsen.
Vurderede kompetencer fra første møde
På et møde i april 2009 blev det besluttet, at den unge mand, Kasper, skulle starte i et afklaringsforløb hos Specialisterne.
- Det, som Specialisterne kunne i forhold til Kasper var netop, at de kunne finde de værdier og kompetencer, som ligger hos ham. Det gav et afgørende afsæt for mig, at jeg ved vores første møde fik et klar fornemmelse af, at man vurderede Kaspers kompetencer og hans styrker. Han har tidligere været hos en anden aktør, der ikke i lige så høj grad kunne se de værdier og kompetencer. Det er måske netop forskellen. Det er jo meget personfikseret. Derfor handler det om, at de personer, der har med Kasper at gøre, har den indsigt og forståelse, forklarer Jim Møller Larsen.
Undervejs i forløbet viste det sig, at Kaspers styrke mere ligger på det praktisk område end inden for it, der ellers er Specialisternes styrke.
- Det viste sig hurtigt, at Kasper er mere praktisk anlagt, end vi havde troet. Og da vi ligesom fik fokus på det, viste det sig også, at Kasper var rigtig glad for at komme i praktik i TDCs pakkeafdeling, hvor han skulle pakke og sortere forskellige dele. Det har fungeret rigtig, rigtig godt, og der har han også et lille netværk af kollegaer, som han samarbejder rigtig godt med, siger Jim Møller Larsen.
En sejr kan skabe flere sejre
I Kaspers tilfælde har forløbet hos Specialisterne været lidt af en solstrålehistorie.
- Både Kasper og hans familie kan næsten ikke få armene ned. De fortæller, hvor glade de har været for Kaspers forløb, og han har i mellemtiden også fået egen ungdomsbolig. Han har kunnet kapere det hele. Han har fundet sine egne ben at stå på i forhold til denne begyndelse til arbejdsmarkedet, fortæller Jim Møller Larsen, der peger på, at den 21-årige Kasper er mere moden i dag, end før forløbet for 3-4 måneder siden.
I dag er han færdig med sit afklaringsforløb og ansat i et fleksjob hos Specialisterne, hvor der bliver taget hensyn til arbejdspres, nedsat arbejdstid og de ressourcer og udfordringer, der er dukket op undervejs i afklaringsforløbet. Under afklaringsforløbet havde Jim Møller Larsen en intens kontakt med Specialisterne, der blandt andet bestod af månedlige evalueringsmøder og jævnlig telefonkontakt. Nu er der opfølgning hvert halve år, og dernæst årligt.
- Ingen er kommet sovende til det her. Vi har alle kæmpet med næb og kløer for at få det til at lykkes, og jeg er også forberedt på, at det ikke altid vil lykkes. Men det her må man jo nok kalde lidt af en solstrålehistorie. Det har været sjovt og spændende, og også en sejr for mig, at det hele gik op i en højere enhed, smiler Jim Møller Larsen, og slutter:
- Jeg har været meget tilfreds med den behandling, som både Kasper og jeg har fået hos Specialisterne. Det er seriøst og godt arbejde, og jeg ser frem til, at jeg eventuelt kan henvise en eller måske endda flere til Specialisterne i forhåbning om, at vi kan få et ligeså succesfuldt samarbejde fremover.
