Her kan man være sig selv
Man kan lære meget om sig selv under et kandidatforløb hos Specialisterne. 18-årige Michael Frimann er både blevet klogere på sig selv og sine fremtidsønsker.
18-årige Michael Frimann kan godt huske sin første dag som kandidat hos Specialisterne.
- Jeg vidste ikke rigtigt, hvad jeg skulle, da jeg startede herude. Og det virkede lidt underligt at skulle være sammen med de såkaldte autister igen – efter at have været så lang tid ude i det såkaldte normale miljø. Der var i hvert fald en af tingene, jeg tænkte på. Så jeg var da spændt, forklarer han med et lille, skævt smil, og tilføjer, at det er lidt svært at sætte ord på.
Men så snart snakken falder på de seneste måneders kandidatforløb hos Specialisterne, er ordene meget nemmere at finde.
- Det er sådan lidt alternativt at være kandidat her. Man får nogle arbejdsopgaver, man ikke lige har prøvet før. En af dem involverede noget, der hedder LEGO Mindstorm, hvor man samler en LEGO robot, som man programmerer fra computeren. Så skal man få den til at udføre nogle handlinger. Vi blev sat til nogle opgaver, hvor de faktisk testede os for at se, hvor vores kompetencer lå. LEGO Mindstorm robotten skulle teste, hvor logisk vi tænker, og om vi kunne finde ud af at bygge efter manualer og sådan noget, forklarer Michael Frimann.
Nemmere at snakke med andre
Ud over opgaverne med LEGO Mindstorm arbejder kandidaterne blandt andet med programmering, test og sortering.
- Man lærer også meget om sig selv. Før gik jeg på en produktionsskole, og der var det jo lidt svært at være sig selv, for det er ude blandt de såkaldte normale. Og der kunne man ikke rigtigt være sig selv. Men herude kan man være sig selv, og det får fyldt nogle nye ting op i en. Så på det punkt lærer man meget om sig selv. Jeg har lært mange forskellige mennesker at kende. Og man falder meget nemt i snak med folk. Det er som sagt et sted for autister og Aspergere. Jeg har jo Aspergers syndrom i en lidt lavere grad, men her er også nogle, der har autisme, siger Michael Frimann, der ikke har lige så let ved at falde i snak med folk andre steder.
- Det er meget svært som Asperger at komme ind i en samtale med andre. Det kan jeg i hvert fald godt mærke, når jeg er ude sammen med andre unge. Nu er jeg i gang med kørekort, og der har det først været, når jeg er blevet sat i en gruppe på tre, at man bliver lidt tvunget til at snakke med andre, forklarer Michael Frimann, og tilføjer:
- Jeg ved ikke, hvorfor det er nemmere at snakke med andre her. Man føler sig måske mere tryg.
Hyggeligt trods aldersforskel
Selv om Michael Frimann er blandt de yngste hos Specialisterne, er han glad for sine kolleger.
- Jeg har mødt mange spændende og nye mennesker herude. Det er hyggeligt at være her.
Der er bare lige det, at der er rimelig stor aldersforskel, og det kan godt være lidt svært, men det er faktisk noget, man vænner sig til, siger han.
Forskellen på at være hos Specialisterne og mange andre steder er, at der ikke er så mange mennesker på et hold, og at forløbet er tilrettelagt til hver enkel af stedets lærer og socialrådgiver.
- De tilrettelægger arbejdsopgaver specielt til en, hvor man så arbejder i sit eget tempo, men der er selvfølgelig også nogle deadlines, fortæller Michael Frimann, der tidligere har haft udfordringer med, at mange studier kræver en høj grad af selvstændighed og udadvendthed for at kunne holde trit.
Hos Specialisterne har han blandt andet arbejdet med at lave manualer til programmer, arbejdet med databaser, hvor han har tjekket fakta i cv og abonnementer, arbejdet med sortering hos TDC, diverse tests og med en brochure til Specialisternes ungdomsuddannelse STU.
Michael Frimann kan godt lide at samle ting, bruge hænderne og være kreativ.
- Før jeg startede her, studerede jeg sådan noget multimedie-animator, men jeg droppede ud. Men jeg kan godt lide opgaver, hvor jeg kan være kreativ, siger han, og tilføjer:
- Specialisterne fokuserer på at finde nogle områder, hvor folk med autisme og Aspergers syndrom kan komme ind på nogle arbejdsopgaver, der fanger deres kompetencer. Fordi det gør netop, at vedkommende kan arbejde i rimelig mange timer med projektet, og måske få nogle bedre resultater end andre kan.
Michael Frimann synes selv, han har lært en masse under sit forløb hos Specialisterne. Både fagligt og personligt.
- Jeg har lært nogle ting om mig selv. Jeg har lært noget om andre mennesker, at arbejde sammen med andre mennesker, der også er autister. Og så har jeg lært mange praktiske ting som programmering og hvordan en computer virker. Noget jeg måske ikke ville finde interesse i, hvis jeg ikke havde gennemgået det. Og så lærer man også lidt om arbejdsmarkedet og prøver at arbejde sammen med andre firmaer, siger han.
Et trygt miljø
Michael Frimann peger også på fordelen ved, at man har en chance for at få job hos Specialisterne, når man har gennemgået kandidat-forløbet, og at der hos Specialisterne er, hvad han kalder et sikkert miljø.
- Der er ikke mobning eller andre ting, og lærerne går meget op i deres elever. Plus at det er en meget alternativ virksomhed, hvor man møder mange nye, spændende mennesker og man får mange nye spændende arbejdsopgaver, som man ikke har prøvet før. Jeg har i hvert fald lært utrolig meget af at være herude, siger han.
Han er netop blevet færdig med sit kandidatforløb, og håber nu på at kunne starte på Specialisternes ungdomsuddannelse, STU, som han lærte en masse om, da han lavede deres brochure.
- Jeg vil gerne have uddannelsen, fordi jeg gerne vil udvikle mig fagligt. Det er en tre-årig uddannelse, hvor du udvikler dig fagligt, personligt og socialt. Du lærer om botræning og samfundsfag og andet forskelligt. De arbejder meget på, at folk skal udvikle sig og modnes, fortæller Michael Frimann, og fortsætter:
- Jeg synes, jeg er blevet mere moden af at være herude. Det hænger selvfølgelig også sammen med, at man kan være sig selv. Det er mere afslappende. Og det er nemmere at koncentrere sig og komme igennem hverdagen. Og så er jeg også blevet lidt mere social. Jeg er begyndt at se lidt flere venner og sådan noget, og jeg falder i snak med lidt flere.
Læs også om at Michael er startet på Specialisternes ungdomsuddannelse STU.
