Jeg kan godt lide mennesker
For Hanne Olorenshaw er det vigtigt, at hun får lov til at se på mennesker individuelt frem for at putte dem ind i små kasser, de ikke passer i. Det får hun lov til som socialrådgiver hos Specialisterne.
Af Rikke Bøgh
- Jeg kan godt lide mennesker, og jeg synes, at jeg har haft et fantastisk job, før jeg kom her, hvor jeg arbejdede med at hjælpe mennesker tilbage til arbejdsmarkedet. Og det gør jeg sådan set også her, kan man sige. Her er det bare en helt særlig gruppe af mennesker.
Hanne Olorenshaw er socialrådgiver hos Specialisterne, hvor hun blandt andet står for afklaringsforløb for kandidater.
- Jeg synes, det er vigtigt, at man kan få lov til ikke at putte mennesker ind i skabeloner, for det kan man ikke. Og at jeg kan få lov til at betragte ethvert nyt menneske, der kommer ind i huset, individuelt. Det betyder meget for mig. Det betyder også meget for mig, at der er nogle rammer, hvor jeg kan se, at folk trives hos os, og på den måde kan gemme energi til de kommer ud i virkeligheden engang imellem, eller når de har fri herfra, forklarer hun.
En fantastisk gruppe mennesker
Hanne Olorenshaw er oprindeligt uddannet advokatsekretær, og har arbejdet i et boligselskab i mange år. Hun har også en bachelor fra RUC og har læst noget pædagogik, inden hun begyndte på Den sociale Højskole. Siden 2003 har hun været socialrådgiver.
- Når jeg valgte at søge jobbet hos Specialisterne, så skyldes det vel i virkeligheden også, at jeg har en veninde, som har to børn med Aspergers syndrom, og jeg har altid syntes, at den gruppe af mennesker var noget helt særligt. Så kom der et job, og det søgte jeg, så man kan sige, at jeg har valgt Specialisterne. Det er det eneste job, jeg har søgt, siden jeg blev færdig som socialrådgiver, fortæller Hanne Olorenshaw.
Hun havde stor lyst til at arbejde med mennesker med autismespektrumforstyrrelser, og er siden sin ansættelse blevet bekræftet i, at det er nogle fantastiske mennesker.
- Det er jo fordi at jeg for eksempel slet ikke kan vide, hvad der foregår inde i hovedet på dem. Og jeg bliver hele tiden udfordret på at være meget konkret, for jeg kan godt flyve lidt: Hvorfor mener du det? Hvor ved du det fra? Og så bliver jeg nødt til at tænke over det. Og jeg bliver nødt til at svare, for der er ingen spørgsmål, der bare får lov til at hænge i luften, og det synes jeg er vældig interessant, fortæller Hanne Olorenshaw, og fortsætter:
- Og så synes jeg, at det er dejligt at få lov til at hjælpe mennesker, som ellers tidligere har været sat uden for arbejdsmarkedet til et liv, hvor de også synes, de kan bidrage med noget. Det er stort.
Unikke rammer
Hanne Olorenshaw er ikke i tvivl om, hvad der gør Specialisterne til noget helt særligt.
- Vi kan skabe rammerne. Det kan godt være, at folk er vældig utrygge, når de kommer ind af døren første gang, men undervejs i forløbet kommer skuldrene ned, så de kan slappe af og være sig selv. Og samtidig er der en livlighed, som ellers ikke er kendetegnende for mennesker med en autismespektrumforstyrrelse, siger hun.
For hende selv er det unikt, at hun nu ofte har mulighed for at se, hvordan det går med de mennesker, hun har arbejdet med. For modsat sit tidligere job som socialrådgiver, er der nu mulighed for, at de kandidater, hun har i afklaring, senere bliver ansat som konsulenter i virksomheden.
- Så får jeg lov til at se de mennesker, jeg har været med til at afklare, gå over på den anden side af gangen og arbejde her. Det er da stort, siger hun med slet skjult stolthed i stemmen.
