• Et værdigt arbejdsliv
• Viden om ASF
• Arbejdsevneafklaring
• Særlig tilrettelagt virksomhedspraktik
• Referencer
• Til jobkonsulenten og sagsbehandleren
• Ansættelse

Det er svært at være kreativ, når man bruger alle sine kræfter på at tilpasse sig den normale verden. Men hos Specialisterne skal man ikke passe på hele tiden.

- Man kan tillade sig at sige nogle ting her hos Specialisterne, man ville passe mere på med normalt. Her er mere frihed. Og dermed er der også mere frihed til at være kreativ. For jeg tror, at hvis man belaster sin hjerne med at passe på, hvad man siger, så er det sværere at være kreativ.

42-årige Bogdan Szymczyk,er grafiker og i tre måneders praktik hos Specialisterne. Han har Aspergers syndrom, men det er ret nyt. Eller rettere sagt, det er kun to år siden, han fik diagnosen. Tidligere havde han bare svært ved at forstå andre mennesker, ligesom de ikke forstod ham.

- Jeg fandt ud af, at jeg har Aspergers, fordi min søn har det. Så blev jeg også diagnosticeret. Fordi folk havde besvær sammen med mig. Eller jeg ved ikke, hvorfor de havde besvær. Jeg plejer at sige, at det er dem, der er unormale. Men jeg mødte hele tiden nogle negative ting. Folk sagde noget til mig, og de mente noget andet, og det gjorde mig sur. Der var hele tiden komplikationer, forklarer Bogdan Szymczyk, der også ofte er løbet ind i problemer på arbejdspladser.

- Jeg kan ikke med normale mennesker. Der er meget falskhed og meget fordom, og man kan ikke sige sin ærlige mening. Hvis der er noget, man ikke bryder sig om i den normale verden, skal man sige det meget blidt. Hvis der f.eks. kommer en annonce, så kan man ikke sige, at det duer bare ikke. Det kan man ikke sige til en normal person, for de bliver sure og forargede, men det kan man sige her hos Specialisterne. Og det giver en kæmpe frihed, forklarer han.

Hans direkte facon har tidligere fået arbejdspladser til at tro, at han ikke ønskede at være der. At han ikke passede ind, og måske skulle et andet sted hen. Men for ham er det bare mest naturligt at sige sin uforbeholdne mening. Præcis ligesom han har det svært med kropssprog og situationsfornemmelse.  Og det skaber frustration, når man får at vide, at man er sur, hvis man bare er koncentreret. Eller skal stå til regnskab for, hvorfor man himler med øjnene, når man nu ikke mener noget med det.

Ikke kedeligt

For Bogdan Szymczyk betyder arbejdet hos Specialisterne, at han kan koncentrere sig om sit arbejde, frem for at skulle tilpasse sig det, han kalder den normalt verden. Derfor er han heller ikke så træt længere, når han kommer hjem fra arbejde. Og så er han glad for sine nye kolleger.

- Det er fedt, fordi vi ligner hinanden. Vi er jo alle sammen nørder, griner han, og tilføjer begejstret:

- Jeg sad ved bordet her forleden, og så var der en fyr, der var på vej ud til køkkenet, der spurgte, om jeg ville have kaffe med. Jeg tænkte bare: Hvad sker der her. Det er jeg aldrig nogensinde blevet spurgt om før i mit liv.  Her er meget mere accept.

Med Bogdans Szymczyk egne ord er det mere behageligt at arbejde hos Specialisterne.

- Man får mere et venskab her, frem for kun at snakke om folks køkkener og anden smalltalk.

Det er sjovere at komme på arbejde. De grafikere, jeg arbejdede sammen  med før, kom på arbejde, og så satte de sig ved deres computer, og så sagde de ikke noget resten af dagen. Og når de havde frokost sammen, så snakkede de om arbejde og skrifttyper og sådan noget. Det var virkelig kedeligt. Her kan man sagtens tillade sig at sige, skal vi ikke lige spille noget Playstation.

Hvor er de andre grafikere?

Bogdan Szymczyk er født i Polen, har boet i Irland, og de seneste mange år i Danmark. Han har været musiker i 15 år, men skiftede til at arbejde med grafik og fotografi.

- Som musiker er man afhængig af andre. Man bliver ramt af skuffelser hele tiden. Ligeså snart vi var nær en kontrakt, så var der nogle, der skulle have børn og du ved, forklarer han.

Senest har han taget en grafisk uddannelse for at få papir på sine kompetencer, men både skolen og praktiktiden var en prøvelse.

- Jeg trænger stadig til at slappe af efter det der praktikforløb. Man er virkelig slidt op – fuldstændig, siger han med et lille, skævt smil.

Efter sin uddannelse fik han revalidering samt en aftale om en praktikplads på 25 timer om ugen i tre måneder hos Specialisterne.

- I starten var jeg meget skeptisk over det, for når man gik ind, så var der ingen MACs. Jeg tænkte bare: ”What?”. ”Hvad laver jeg her?” ”Hvor er de andre grafikere”, griner Bogdan, Szymczyk der hjælper Specialisterne med det grafiske udtryk.

- Det er nyt for dem. Men jeg håber, det kan udvikle sig til noget. Jeg håber ikke, jeg skal holde op om tre måneder. Eller at jeg måske kan komme til at arbejde et andet sted via deres kontakter, siger han.

Fordele og ulemper

Bogdan Szymczyk drømmer om at arbejde et sted, hvor han kan være med til at skabe noget unikt. Hvor hans ideer ikke bliver bremset af regler, systemer eller mangel på tid. Og hvor der er plads til at have Aspergers syndrom.

- Jeg har lavet en del ansøgninger, og så havde jeg sommetider lys tit at skrive: Jeg er fra Polen, men desværre ikke håndværker. Og jeg har Aspergers, men det havde Andy Warhol også, griner Bogdan Szymczyk, og tilføjer:

- Men det gider man jo ikke skrive, for så tænker de: ”Hold kæft han er mærkelig”. Og folk ved alligevel ikke, hvad det er. Men der er mange kunstnere, der har Aspergers syndrom. Ikke at man skal have det  for at lave noget genialt, men det hjælper da lidt på det, tror jeg. Min søn siger også: ”Det er godt far, du er Aspergers, for så er jeg det også”. Han er otte år og kan tegne biler i 3D. Altså i perspektiv og med skygger. Han har også gehør, fortæller Bogdan Szymczyk stolt.

For ham er der både gode og dårlige sider af Aspergers syndrom. Ulempen er, at han spekulerer på diagnosen, nu han har fået den.

- Når man får en diagnose, har man også en tendens til at overdrive, fordi man analyserer hele tiden. Hvad er det for noget? Er det fordi, jeg har Aspergers, eller fordi jeg er mig selv? Men jeg er blevet god til at minimere alle de ting, der har gjort mig til en totalt forfærdelig person at være sammen med, siger Bogdan Szymczyk, og fortsætter med et grin:

- Det kan jo godt være, at Aspergere er lidt vanskeligere, men vi starter jo ikke krige. Og vi accepterer i stedet for at modarbejde. Det mangler der i den virkelige verden.

Har fået smilet igen

Hos Specialisterne føler han en frihed. Man kan gå direkte ind til chefen og snakke med ham, hvis man har lyst. Og folk passer på en, selv om man har svært ved at lægge en opgave fra sig, når man er godt i gang og hjernen kører med 280 km/t.

- De siger hele tiden, at hvis jeg bliver for stresset, så skal jeg sige til. De tager sig godt af en. Der mangler lidt faglig sparring, fordi jeg er den eneste grafiker, men samtidig har de en god tiltro til mig. De tror på mig, men hvis man virkelig lavede noget lort, så tror jeg ikke, de ville tro på en, siger Bogdan Szymczyk.

Han er ikke i tvivl om, hvad opholdet hos Specialisterne de første par uger har gjort ved ham.

- Jeg har fået mit smil igen. Og jeg har fået mere perspektiv på livet. Jeg tror, at hvis der er nogle af dem, jeg har søgt arbejde hos, der vender tilbage, så bliver jeg nødt til at sige det til dem. Jeg håber ikke, det giver nogle vanskeligheder. Men sige til dem, at sådan arbejder jeg.  Det er en svær verden. Og det er jo nyt det her. Måske får jeg et chok, når jeg kommer på almindelig arbejdsplads igen, men der er muligheder.